Chris Hermansen
Salgs- og Tiltrækningschef
 

Restaurant Ti Trin Ned - en værdifuld tilføjelse til jeres firmaarrangement

Enkelhed, nuancer, karakteristika

Hos Michelin-restauranten Ti Trin Ned kan den udsøgte madoplevelse komplimenteres af vin-, gin- og champagnesmagninger eller rundvisning i den to hektar store have.

I en helt ny bygning på den historiske havn i Fredericia kan man fra de danske designerstole hos Ti Trin Ned nyde udsøgt dansk Michelin-gourmet med udsigt til Lillebælt.

- Ti Trin Ned er en fusion mellem bæredygtige tanker og en uendelig søgen mod perfektion. Vi forfiner spiseoplevelsen ned til mindste detalje – fra indretning til service til råvarer til tilberedning til anretning. For at sikre råvarernes kvalitet, dyrker vi selv en stor del af vores råvarer. Samtidig køber vi ind hos lokale bæredygtige producenter – og plukker vilde urter i skov og strand, fortæller Mette Gassner, som sammen med sin mand Rainer ejer Ti Trin Ned. Sidstnævnte er restaurantens køkkenchef.

- Vores menu er baseret på sæsonens råvarer fra vores to hektar store have 5 minutters køretur herfra, men vi finder også meget inspiration i vores placering lige ud til vandet. Derfor er der en del fisk og skaldyr på menuen. Jeg vil nok kalde stilen moderne nordisk, vurderer Rainer.
En nærværende totaloplevelse
Historien om Ti Trin Ned begyndte i 2001, da parret forelskede sig i nogle smukke, gamle bygninger i det centrale Fredericia.

I 2017 fik restauranten sin første Michelin-stjerne – som de har genvundet hvert år siden. Og da Ti Trin Ned i 2019 fik mulighed for at flytte ind i de nye lokaler på Toldkammeret, hvor madens karakteristiske, enkle linjer og skandinaviske inspiration kunne materialiseres i en tilsvarende indretning, takkede parret ja.

- Indretningen er ligesom vores mad kendetegnet ved smukke naturmaterialer og en enkel, skandinavisk farvepalet. Vi har også fået et åbent køkken, så man – hvis man da kan tage øjnene væk fra udsigten – kan følge med i arbejdet i køkkenet og dermed få en endnu mere nærværende totaloplevelse, smiler Mette, der i de nye lokaler også har fået mulighed for at tilbyde private dining:

- Vi har 1 private lokale med plads til 12 gæster for dem, der ønsker et aflukket rum.

Hjemmelavet gin og kort vej fra jord til bord
Selvom a la carte-menuen er grund nok til at besøge den anmelderroste Ti Trin Ned, er der flere muligheder for at tilkøbe private gruppearrangementer før eller efter middagen.

- Vi har de seneste tre år lavet vores egen gin på urter fra vores have. På den baggrund kan vi arrangere ginsmagning med både egne og andre mærker gin. Der er også mulighed for at booke vin- og champagnesmagning med vores sommelier – eller at komme på rundvisning i haven. Vi tror meget på bæredygtighed, lokale råvarer og kort vej fra jord til bord – og vi vil rigtig gerne dele den filosofi med vores gæster, understreger Rainer.
Fakta
  • Plads til op til 60 spisende gæster i restauranten
  • Private dining-lokale for op til 12 personer
Se andre faciliteter i Experience Fredericia