Her arrangeres der kurser og konferencer stort set hver dag året rundt, og mens den imødekommende service og gæstfrihed er en selvfølge, er der også rig mulighed for kreativ sparring om afvikling af kurser og konferencer. Personalet går nemlig langt for at imødekomme individuelle ønsker og behov:
- Vi tilbyder både dagsmøder og konferencer med overnatning. Vi har selvfølgelig nogle basispakker, men vi sparrer altid med hver enkelt gæst om, hvordan vi finder den bedste løsning for dem. Man kan i princippet få det, som man vil have det; uanset om det er en madkurv, man spiser i skoven eller ved vandet, eller en særlig fælles oplevelse for gruppen før, under eller efter møderne, fortæller Trine Duus Andreasen, konferencechef hos Hotel Fuglsangcentret.
- Man kan få serveret middagen i komplet mørke eller blive guidet gennem en øl- eller whiskysmagning med lokale produkter. Vil man bruge kroppen, har vi både en ”tarzan-bane” i seks meters højde samt en sansesti, hvor man også kan prøve konceptet ”over stok og sten”. Det er en slags forhindringsbane, hvor man skal samarbejde med bind for øjnene og blindestok i hånden. Mulighederne er mange, forklarer hun.